SFO

Vestermose Natur- og Idrætsfriskole tilbyder en skolefritidsordning, der er positiv og givende for børns udvikling, trivsel og læring.

SFO’ens personale arbejder ud fra de relations-baserede pædagogiske principper, hvilket i praksis betyder, at man har en fast pædagog/pædagogisk assistent tilknyttet i 0-2 klasse. Dette skaber en større tryghed, nærvær og forudsigelighed for børne- og derigennem større grobund for god trivsel og udvikling. En fast SFO-pædagog deltager i førskolen, så vi er med til at sikre en tryg og glidende overgang for børnene, fra dagtilbud til SFO og skole.

Overordnet set har vi en rød tråd til friskolens værdier og pædagogik. Det betyder, at vi prioriterer børnenes sociale og personlige kompetencer sammen med udeliv og bevægelse. Ligeledes skaber vi i SFO’en rum til kreative processer, og fordybelse. VNI’s SFO er en ude-SFO.

Det er vigtigt for os at give børnene en fritid i SFO’en, der både er indholdsrig og som samtidig emmer af hjemlighed. Tryghed og trivsel er i højsædet.

Hej & Farvel til Krydseren

 

Det er meget vigtigt, at man siger hej og farvel!

Fordi:

  • Viden om hvem man reelt har i SFO’en (registrering)
  • Vi sikrer at se hvert enkelt barn i øjnene, så vi hurtig kan aflæse, hvis der er sket noget i løbet af skoletiden, der kan have indflydelse på barnets sfo-tid.

Vi vil gerne hjælpe børnene med at huske på f.eks. bustider, legeaftaler, fritidsaktiviteter m.m. Dette kræver dog, at vi får besked fra forældrene.

Hvis der er faste aftaler ift. bustider, så kontakt os endelig i SFO’en på SMS eller tlf. 24 46 47 33. Så opretter vi aftaler, så vi altid ved hvornår jeres barn skal hvad.

Husk samtidig at give besked hvis der er ændringer!

Morgen SFO

SFO’en har morgen-SFO fra 06.30-8.20, hvor efter børnene bliver sendt til morgensang. Vi prioriterer en hyggelig morgenstemning, hvor ro og stille aktiviteter er i fokus. Derudover er der mulighed for at få morgenmad imellem kl.06.30 og kl. 07.30. Der er mulighed for havregryn med mælk og sukker eller havrefras.

Kl.08.00 ca. går vi alle ud og får frisk luft inden morgensang starter.

I skoleåret 2021/2022 har vi ca. 37 tilmeldte børn i Morgen-SFO fordelt på 0.-4. årgang.

Eftermiddagsfrugt

Vi har ikke frugtordning, børnene medbringer selv frugt og spiser frugt efter behov.

Aktivitetskalender & Nyhedsbrev

Hver måned sender vi en Aktivitetskalender ud via Intra, hvor der står hvilke SFO-aktiviteter der er for dit barn i dag, og hele måneden ud. Vi sender også et Nyhedsbrev ud hver måned via Intra. Både Aktivitetskalenderen og Nyhedsbrevet vil hænge udenfor på SFO’ens Nyhedstavle samt indenfor.

Vores daglige SFO-struktur

Vi har løbende personalemøder, hvor vi planlægger vores pædagogiske aktiviteter. Der er tilknyttet en primær SFO-voksen til hver klasse (0-3 kl.), som hver dag går ned i klassen og krydser børnene ind til SFO-tid samt orienterer børnene om dagens program, og hører hvordan dagen er gået m.m.

Vores dagligdag er opbygget ud fra følgende pædagogiske prioriteter:

Krydseren.

Krydseren tager telefon, sender børn til bus, hjem eller til fritidsaktiviteter. Derudover tager krydseren sig af børn med behov for “her og nu” omsorg, samt den daglige kontakt til forældrene. Disse ting giver resten af personalet “fri” til at fordybe sig optimalt i relationer og aktiviteter i dagligdagen. Børnene skal komme at sige farvel til Krydseren hver dag, og via info-tavlen kan børnene altid se hvem der er Krydseren i dag.

Flyveren.

Er en synlig voksen, der hjælper børnene med relations dannelse og konflikthåndtering, omsorg og samtidig er en hjælpende hånd for Krydseren når der skal sendes eller findes børn.

Gymnastiksal, udeliv og værksteder.

Forsøges planlagt dagligt, men kan prioriteres fra pga. sygdom eller andet fravær. Her vil vi aktivt være i gymnastiksalen og lave en masse forskellige bevægelse eller være ude i det fri på spændende opdagelse. I værkstedet vil vi lave nogle spændende forløb, hvor der bliver tid til fordybelse og kreativitet.

Bål-dag:

Vi vil så vidt muligt afholde bål-dag et par gange om måneden. Dette kan svinge ift. fravær eller det pågældende vejr.

Info-tavle/Ugens Aktiviteter:

I ”Jordhullet” (i garagen) er der opsat en ”Ugens Aktiviteter” tavle, som viser dagens/ugens forskellige SFO-aktiviteter. Her kan børnene få et overblik over hvad der kommer til at ske, og se hvilke voksne der er på de pågældende aktiviteter.

Børnemøde i klassen:

Fast hver mandag går den primære voksen som er tilknyttet den pågældende klasse, ned og holder børnemøde i klassen. Her bliver der snakket om kommende aktiviteter, info, oprydning, regler, aftaler m.m. Det er vigtigt, at ”børnenes stemme” bliver hørt til mødet, så alle har mulighed for at komme med input og meninger.

 

 

Skiftetøj og garderober

Husk ALTID at have skiftetøj i garderoben – tilpasset årstiden da vi er meget ude i SFO’en. Vi kan ikke tilbyde lånetøj, hvorfor telefonisk opkald kan forekomme, til fremskaffelse af passende tøj til jeres barn. I de våde perioder er det en fordel med indesko/sutsko, da indearealer er skofrit område. Vi beder alle forældre at holde garderober opdateret, og huske på, at hvis garderoben skal holdes ren, så skal den tømmes hver fredag.

Mobiltelefoner og Smart-ur

Telefoner og smart-ure med mobiltelefoni SKAL være slukket eller ligge i børnenes tasker. Alternativt passer vi gerne på mobilen eller uret, indtil jeres barn skal hjem. Dette skyldes hensynet til vores tilsynspligt og skal sikre, at aftaler ikke gennemføres uden vores viden. Hvis der opstår situationer eller mulige legeaftaler må børnene gerne låne SFO’ens telefon – dog kun sammen med en voksen.

Månedsfødselsdag

Vi holder månedsfødselsdag, hvilket vil sige, at vi holder en stor fødselsdag EN gang om måneden, hvor vi fejrer alle månedens fødselsdagsbørn. Det vil vi fejre med kage og hygge som SFO-personalet står for. Tidspunkt og hvornår vi afholder månedsfødselsdag, vil fremgå af den Aktivitetskalender vi sender ud til jer hver måned via Intra.

SFO Klub-Aften

1-2 gange om måneden vil vi afholde SFO Klub-Aften fra kl.17-18.50 i SFO’en for 3 til 5 klasses børn – både for de børn som i forvejen går i SFO, men også for de børn som ikke er indmeldt i SFO’en. For de børn som ikke er indmeldte SFO’en i forvejen, opkræves der et beløb på 20 kr. indtil videre, for deltagelse af SFO Klub-Aften.

Tilmelding til SFO Klub-aften sker via skriftlig tilmeldingsblanket som børnene får med hjem, og som så skal udfyldes af forældre og afleveres igen til den pågældende SFO-pædagog i klassen, som krydser klassen ind hver dag efter endt skoledag.

Man kan se på Aktivitetskalenderen vi sender ud via intra, hvornår vi afholder Klub-aften i SFO’en. Vi spiser aftensmad sammen fra kl.17.00-17.30 inden vi starter – aftensmaden laver SFO-personalet.